Spørgsmål og svar om børneattester
1: Hvad er jeg forpligtet til via lovgivningen?
Svar:
Foreninger der er medlem af DGI har pligt til ved nyansættelser at undersøge om trænere og instruktører med tilknytning til børn under 15 år er dømt for seksuelle overgreb. Det gøres ved at indsende en blanket og en samtykkeerklæring til Kriminalregistret. Efter en uge sender registret en attest, der enten er negativ eller positiv alt efter om vedkommende er dømt for overgreb.
2: Hvem skal tjekkes for domme og hvem skal ikke?
Svar:
Loven om børneattester gælder alle trænere, instruktører og holdledere for personer under 15 år. Det gælder også vikarer, ligesom det ikke spiller nogen rolle om vedkommende får løn eller ej.
Trænere, instruktører og holdledere, der kun har med voksne at gøre, skal ikke tjekkes, ligesom forældre og andre kortvarige hjælpere er fritaget.
3: Hvor ofte skal en person tjekkes?
Svar:
Der er ingen regler for hvor tit en person skal tjekkes. Det er lovpligtigt at I gør det én gang - derefter kan I selv beslutte hvad I vil. I vejledningen om børneattester fra DGI er der nærmere regler for personer, som i en periode ikke arbejder med børn.
4: Tjek i foreninger uden bade- og omklædningsrum hvor forældre altid er med ved træningen
Vi er en motocrossklub, der gør brug af ulønnede ledere og trænere. Vi har ingen omklædnings- og baderum. Al omklædning foregår ved deltagernes egne biler og trailere. Vi har et klublokale, al øvrig aktivitet foregår udendørs. Unge under 15 år er altid fulgt af forældre og pårørende, da børnene og de unge har brug for teknisk støtte og brug for en med kørekort til at transportere deres udstyr. Det betyder, at der altid er en forældre og/eller pårørende til stede ved træningen. Er det nødvendigt at vi indhenter børneattester?
Svar: Ja, alle trænere, instruktører og ledere skal tjekkes
Rådgivning til foreningsledere
Find blanketter til indhentelse af børneattester, vejledning og en 'sådan gør du-guide'
Få tips til forebyggelse og læs artikler om grænseoverskridende adfærd og krænkelser i idrætten.
Rådgivning om børneattester og overgreb
5: Hvilken formand skal underskrive blanketterne i en forening med flere afdelinger?
Svar:
Det mest enkle vil være der udepeges én person fra hovedbestyrelsen til at underskrive blanketterne for børneattesterne.
6: Hvem skal indhente børneattester på trænere, instruktører og holdledere for holdfællesskaber?
Svar:
Hver person skal kun tjekkes én gang. Derfor bør foreninger og klubber indbyrdes aftale hvilken bestyrelse der skal indhente børneattester.
7: Er halinspektører og kantinemedhjælpere omfattet af loven om børneattester?
Svar:
Loven omfatter "trænere, instruktører og holdledere", og det er derfor ikke et lovkrav at tjekke halinspektører og kantinemedhjælp. Omvendt har foreningen mulighed for det. I så fald vil det være den ansættende myndigheds ansvar. I de fleste tildælde altså kommunen eller den selvejende forening der driver hallen.
8: Tjek i forening, der spiller rollespil
Vi er en rollespilsforening, der er i tvivl om vi skal indhente børneattester på bestyrelsesmedlemmer, arrangører, holdledere, in-game ledere, interne kursusledere og ekstrene kursusledere.
Svar:
Der skal ikke indhentes attester på bestyrelesmedlemmer, da loven kun nævner "trænere, instruktører og holdledere". Foreningen skal tjekke personer med opgaver i foreningen, der giver dem "fast tilknytning", som det udtrykkes i loven, til børn og unge under 15 år.
I vejledningen til loven hedder det om fast tilknytning:
Ved fast tilknytning ... forstås, at det fra ansættelsens eller beskæftigelsens begyndelse er hensigten, at personens tilknytning til myndigheden, foreningen m.v. skal have mere end enkeltstående eller kortvarig karakter. I disse tilfælde skal børneattest være indhentet, inden personen tiltræder som ansat eller beskæftiget.
Børneattest skal dog under alle omstændigheder indhentes ... senest 3 uger efter det tidspunkt, hvor en person har været tilknyttet myndigheden, foreningen m.v. i mere end 3 måneder og inden for dette tidsrum i mindst 3 tilfælde eller i en sammenhængende periode af mere end 2 ugers varighed har fungeret som træner, instruktør, holdleder eller lærer, jf. stk. 1, forudsat at personen fortsat skal være tilknyttet myndigheden, foreningen m.v.
9: Underskrift fra personer under 18 år?
Hvem skal underskrive samtykkeerklæringen når en forening vil indhente oplysninger om en træner som er mellem 15 og 18 år.
Svar:
Rigspolitiet oplyser at det er tilstrækkeligt at den unge selv skriver under.
10: Hvem ser attester sendt til DGI?
Hvis en forening sætter kryds ved at positive attester skal sendes til DGI. Hvem får så attesterne at se? De er jo fortrolige.
Svar:
I praksis vil brevet fra Rigspolitiet blive åbnet i receptionen og derefter videregivet til DGIs idrætspolitiske afdelingschef. Attesten kan blive videregivet til DGIs særlige rådgivere som bistår foreninger som har tilknyttet en person som har en positiv attest.
11: I vores forening har vi et stykke tid haft en fast rutine hvor trænerne skal aflevere en straffeattest når de tiltræder. Er det så nødvendigt at indhente børneattester? Vi har jo de nødvendige oplysninger.
Svar:
Ja, det er nødvendigt.
Børneattesten indeholder oplysninger om domme for
- incest, samleje eller anden kønslig omgang med børn under 15 år
- udbredelse eller besiddelse af børnepornografi
- blufærdighedskrænkelse over for børn under 15 år
Disse domme kan også ses af en straffeatttest men her gælder forskellige forældelsesregler som betyder at dommene efter en vis årrække ikke længere står på straffeattesten. Disse forældelsesregler gælder ikke for børneattesterne.
I skal altså følge de nye regler om indhentelse af børneattester - uanset hvad I gør i forhold til straffeattester.
12: Vores instruktører vil af principielle grunde gerne have en kopi af de svar som foreningen modtager fra Rigspolitiet. Må vi give dem det?
Svar:
Det må I gerne. Der er ikke noget i vejen for at hver enkelt får kopi af det svar som vedrører den enkelte.
13: Skal vi som landsdelsforening indhente en attest på en instruktør som allerede er checket i sin lokale idrætsforening?
Svar:
Det kommer an på.
Hvis I som landsdelsforening skal have en fast tilknyttet træner, instruktør eller holdleder som skal have direkte kontakt med børn under 15 år. Så skal I indhente en attest. Det følger af loven. Her spiller det ingen rolle om pågældende allerede er checket.
Hvis der derimod er tale om en træner, instruktør eller holdleder som skal have direkte kontakt med børn under 15 år men som ikke skal være fast tilknyttet – og derfor ikke er omfattet af loven – så kan I vælge at indhente en attest eller bede om at se en kopi af det svar som den lokale idrætsforening har fået.
14: Vi har trænere som kommer fra Tyskland. Skal vi også indhente attester på dem?
Svar:
Ja. Kriminalregistret rummer også oplysninger om udenlandske borgere som er blevet dømt i Danmark.
15: Hvordan skal vi kunne dokumentere at vi har checket en træner hvis vi skal smide alt materialet ud så snart vi har modtaget det fra Kriminalregistret?
Svar:
Medarbejderne ved Kriminalregistret fører en slags logbog som gør det muligt at se efter hvornår der er søgt oplysninger på en given person. DGI anbefaler at den enkelte forening noterer i et bestyrelsesreferat at man har indhentet attester. Det er fuldt lovligt at supplere dette notat med en liste med navne og adresser over de trænere/instruktører og holdledere der er indhentet attester på. Listen må dog ikke indeholde personnumre.
Ved at sammenholde foreningens og Kriminalregistrets oplysninger vil det være muligt at indkredse hvornår en forening har indhentet attester på en bestemt person.
16: Hvor tit skal vi indhente attester på vores trænere, instruktører og holdledere?
Svar:
Lovgivningen kræver alene at I indhenter attester én gang på trænere, instruktør eller holdledere som er blevet fast tilknyttet foreningen efter 1. juli 2005 og som skal have direkte kontakt med børn under 15 år.
DGI anbefaler at foreningen indhenter attester på alle trænere, instruktører og holdledere som har direkte kontakt med børn under 15 år – og at foreningen gør det med jævne mellemrum, f.eks. en gang om året eller en gang hvert andet år.